Godmodighed.
Mod til at tro på det gode.
Der var engang, hvor havfruer og havfolk levede i havene rundt om os. De var lidt sky for menneskene, men de levede alligevel i fred og fordragelighed. Men som tiden gik, blev havet mere og mere forurenet, og befærdet med alle mulige forskellige fartøjer, så havfolket søgte længere ud på det dybe hav. Til sidst var der ikke andre muligheder end at bo dybt nede i det store kolde ocean. – Og ikke engang her, kunne de være i fred. Store fragtskibe og fiske trawlere forstyrrede roen, men værst af alt, var affaldet, der blev kastet ned i hovederne på dem.
Havfolkene blev mere og mere triste, og det endte med, at de blev i rigtig dårlig humør, og begyndte at skændes med hinanden.
En dag blev det hele bare alt for meget for en af de små havfruer, der måtte da være noget, der var bedre! Selvom farvandet var koldt og ukendt svømmede hun væk fra hele sin sure, stressede og arrige familie. Lang, langt væk. ….
Og pludselig, lige da hun var ved at miste modet – og troen på det gode, svømmede hun ind i en stor ensomt beliggende grotte. Vandet var betydeligt lunere end udenfor. Først blev hun en smule bange, men så følte hun en strøm af kærlighed komme mod sig. Med ét var hun omringet af alle mulige forskellige individer, der kun havde en ting tilfældes – og det var: At de var glade, godmodige og hjertelige. Den lille havfrue blev budt hjerteligt velkommen, og hun blev fortalt, at hun måtte være der, lige så længe hun ville, hvis bare hun var god ved andre og tænkte med sit hjerte.
Den lille havfrue sov i grotten om natten, men den næste dag, sagde hun farvel til de søde og kærlige væsner. ”Hvorfor rejser du?” Spurgte de forbløffet. ”Fordi jeg jo må kun være her, når jeg tænker med hjertet,” sagde den lille havfrue – ”og jeg ved at min familie savner mig, og er urolige over at jeg er svømmet min vej, så jeg bliver nødt til at tage hjem til dem.”
Den lille havfrue svømmede hjem, og fortalte om den varme grotte. Nogen troede på hende, andre ikke! Nogen sagde at det var utopisk, at alle tænkte med hjertet og var gode, andre sagde at der måtte ligge noget under, penge, magt, religion, - manipulation! Kun få, ville og turde tro på det kærlige, uden bagtanke.
I tiden fremover besøgte den lille havfrue ofte grotten sammen med sine hjerte-venner. De var lykkelige over at vide, at det gode findes og at de altid var velkomne i grotten og kunne svømme hen til den, ligeså tit de havde lyst.